Kastration af hund

- metoder / fordele / ulemper

- Merlin - en case :-)



Merlin er en Irsk ulvehund på ca. 11 mdr.

I dag skal han kastreres og han er derfor kommet fastende til klinikken. Dvs. han har ikke fået morgenmad, men har fri adgang til vand.

Årsager til at lade sin hund kastrere:

Årsagerne kan være at hunden strejfer eller strinter. Det kan være at man gerne vil undgå uønsket parring af tæver eller dominerende adfærd overfor andre hunde. Det kan også være at den parrer alt hvad den kommer i nærheden af fx ben, puder eller andre hunde.
Nogle hunde har en sygdom der kan forebygges eller behandles med kastration. Det kan være en forstørret prostata, hvor en kastration ofte kan hjælpe. Det kan også være en kryptorkid hanhund, hvor en eller begge testikler ikke er kommet ned i pungen, men ligger i lysken eller bughulen. I disse tilfælde er der større risiko for, at der udvikles tumorer i den testikel der ikke er i pungen, og derfor vil man anbefale en kastration.
Ved andre, lidt sjældnere, sygdomme, kan kastration også være en behandling.

Hvad er en kastration:

Ved en kastration af en hund, fjerner man hundens evne til at formere sig. Hormonet testosteron, som er afgørende for hunden evne til at formere sig, kan man fjerne på to måder, kirurgisk eller medicinsk.

Medicinsk kastration:

Her kan man med et lille implantat midlertidigt sænke testosteron niveauet. Det lille implantat gives under huden mellem skulderbladene med en kanyle. Hunden behøver ikke at være i fuld narkose, men nogen gange kan det være en fordel at bruge lokalbedøvelse.
Der går op til 6 uger, før hunden ikke længere kan gøre en tæve drægtig, og implantatet holder i 6 eller 12 mdr.
Hvis hunden skal kastreres pga. uønsket adfærd fx strinten, kan der gå fra et par uger helt op til 10-12 uger, før man kan se effekt.
Efter 6 mdr. vil testosteron niveauet igen komme op på alm. niveau og hunden er igen fertil.

Kirurgisk kastration:

Her fjerner man ved en operation begge testikler (som producerer testosteron), gennem et lille snit i huden foran testiklerne. Hunden er under operationen i fuld narkose og hunden kommer hjem samme eftermiddag med smertestillende medicin. Efter 10 dage skal suturerne i huden fjernes.
Testosteron produktionen stopper med det samme, men der kan være sædceller i sædlederen. Hunden kan derfor befrugte en tæve i 2-3 uger efter en kirurgisk kastration. Der kan også her gå noget længere tid, før man kan se effekt på hundens adfærd.

Merlin skal kirurgisk kastreres.

Inden kastrationen skal Merlin vejes, og når man er en stor Irsk ulvehund, kan det være svært at være på vægten :-)!

Merlin på vej på operationsbordet. Han har fået noget beroligende. Derfor slapper han godt af inden bedøvelsen, bliver mindre bange og ligger bedre i narkosen.

Merlin får lagt et venflon (en adgang til blodåren) i forbenet, som han kan få sin bedøvelse igennem og senere få væske under operationen.

Så er Merlin bedøvet, han ligger med en slange i halsen som han får bedøvelsen igennem. Der er overvågning med sygeplejerske og monitorerings udstyr.
Ejer, Charlotte, holder lidt i pote før han skal barberes og vaskes inden operationen :-).

Efter barbering, vask og desinfektion er Merlin ved at blive kastreret.

Da Merlin er kryptorkid, er den ene testikel ikke nede i pungen. I den testikel der er tilbageholdt, i enten lysken eller bughulen, er der større risiko for at der udvikles tumor.

Det er arveligt at være kryptorkid. Så derfor er det fint, at hunden ikke bringer generne videre.

Den tilbageholdte testikel er ofte underudviklet i forhold til den testikel der er i pungen.
Det kan man tydeligt se på Merlins to testikler.

Efter operationen er Merlin hurtigt på benene igen. Han har tydeligvis haft snuden nede ved operationssåret og det flydende plaster :-).
Med smertestillende lader de fleste hanhunde dog operationssåret være og kan gå uden skærm.

Her kontrolleres han af Charlotte under overvågning af Merlins lille sambo, Mokka :-).

Ulemper eller ændringer ved at lade sin hund kastrere:

Kastrerede hunde har en lavere fordøjelse i hviletilstand, derfor skal man ofte reducere fodermængden for at undgå vægtstigning.
Nogle hunde får desuden en tykkere underuld efter kastrationen.
Mange hundeejere er bekymrede for, at deres hund ændrer adfærd efter kastration, så den ikke længere er den hund, man kender og holder af. Men ved en kastration er det kun den testosteronafhængige adfærd, der bliver påvirket. Medicinsk kastration kan være en måde at teste, om hunden ændrer adfærd.

Tak til Merlin :-).
Med uddrag fra hjemmesiden www.kastrationhund.dk