< tilbage 25-05-2012 - 14:48

Neutralisering af Coffie og Creme

Læs mere her om hvordan det foregår når kaniner bliver steriliseret og fordelene ved operationen.

I slutningen af april måned 2012, nærmere bestemt d. 24. april, er dagen hvor Coffie og Creme skal steriliseres. Coffie og Creme er to dværgkanin hunner, som er lidt over et år gamle.

Deres ejer ønsker at kaninerne skal have et godt liv, og vil gerne undgå den store risiko for livmoderkræft.

De ankommer om morgenen - IKKE fastede og bliver vejet og lyttet på. Derefter bliver de installeret i vores burrum med mad og vand.

Først på formiddagen, da det er tid til operation, bliver først Creme taget ud og bliver bedøvet. Bedøvelsen foregår med to sprøjter med forskellig bedøvelse, som kaninen får med 10 minutters mellemrum. Imens Creme slapper mere og mere af, bliver hun båret rundt i favnen af klinikkens veterinærsygeplejerske. Dette sker for hele tiden at holde øje med at bedøvelsen foregår som den skal.

Da Creme er helt bedøvet bliver hun lagt på en varmepude for at sikre at hun ikke bliver afkølet under operationen. Hun bliver barberet på maven og vasket og decinficeret. Ved operationen bliver både æggestokke og livmoder fjernet helt, hvilket helt fjerner risikoen for kræft disse steder. Under operationen bliver Creme nøje overvåget med både puls og reflekser, så risikoen for komplikationer i forbindelse med bedøvelsen reduceres. Under operationen får Creme også noget smertestillende, sådan at hun er smertedækket ved opvågningen.

Efter operationen, under opvågningen, bliver Creme lagt ind i buret, stadig på varmepuden og med et isolerende tæppe over sig. Sædvanligvis i løbet af en time vågner kaninerne op og kan hoppe rundt i buret igen, og dette sker også med Creme. Bagefter er det Coffies tur.

Creme og Coffie bliver på klinikken natten over, for at vi kan holde øje med deres almen tilstand og operationssåret. Kaniner skal gerne gå i gang med at spise igen umiddelbart efter operationen.

Dagen efter får Creme og Coffie noget smertestillende igen og kommer hjem med instrukser om at ejeren to gange dagligt skal tage dem op og se at operationssåret ser fint og tørt ud. Samtidig skal de holde øje med at kaninerne opfører sig som de plejer, hopper rundt og spiser og drikker som de skal.

Ca. 10 dage efter operationen skal Coffie og Creme komme til kontrol, hvor suturerne fjernes.

Allerede ved sturfjernelsen kan nogle kaninejere mærke de fordele der kan være ved en neutralisering af en kanin og Coffie og Cremes ejer synes faktisk allerede at de er blevet mere rolige og kælne.

Fordele ved at lade kaniner neutralisere

  • Reducerer risikoen for kræftformer i æggestokke og livmoder.
  • Neutraliserede kaniner er bedre kælekaniner.
  • Kastrerede / steriliserede kaniner har generelt langt mere pålidelige kattebakke vaner end intakte kaniner.
  • Så snart kaninen bliver neutraliseret, forsvinder den stærke lugt fra urin og afføring.
  • Neutraliserede kaninerne er generelt er roligere end deres intakte kolleger
  • Neutraliserede kaniner vil være nemmere at sammenføre med anden hun eller kastreret han.
< Tilbage